
Uha uha uha…
Dagens menu var noget af det bedste vi har smagt i flere år! Og det siger ikke så lidt… Det var virkelig en smagsoplevelse ud over det sædvanlige.

I Metro reklamerede de over kunderadioen med “Okseculotter – det møreste kød du nogensinde har smagt til kun 99,- /kg.”.
Sådan en fætter røg lige ned i vores vogn.

Den blev ridset og der blev masseret rigeligt med hvidløg ned i rillerne. Derefter kom der en rest frisk timian ned sammen med hvidløget. Derefter rigeligt med salt og peber.
Den røg en tur på grillen over indirekte varme

Som tilbehør blev der lagt majskolber (4 for 25 hos grønthandleren) i blød i køkkenvasken sammen med 2 spsk salt og 4 spsk sukker. De blev udblødt i 1 time inden de kom på grillen samtidig med stegen.

Culotten blev stegt indtil temperaturen var 54 grader.
Derefter en hviletid på 15 minutter uden tildækning.

Den blev så flot, så flot. Og dejlig sprød top.

Majskolberne blev grillet hele og pillet lige inden de skulle spises.
De fik lidt salt og en lille klat smør. Det er bare guf…
Udvandingen i salt/sukker gav virkelig pote!

Salaten blev lavet af små kolde kartofler i skiver, Tomat, æg, peberfrugt, blandet salat og purløg.
Der blev rørt en dressing af sød fransk sennep, eddike, sukker, vand og rapsolie samt masser af santa marias krydderiblanding.

Det var simpelthen så godt!
Saucen er lavet som en skysauce, blot tilsat lidt ekstra… Den ville med garanti aldrig kunne gentages, men hold da op hvor den smagte godt.

No comments yet
Kommentar feed for denne artikel