De to vine fra Leroy var smagningens bedste, mens le Musigny fra Comte de Vogüé skuffede noget. Foto: Scanpix

1990 er et legendarisk år for det klassiske franske vindistrikt. Søren Frank var ikke sen til at melde sig ved glassene, da der blev indbudt til smagning.

Klimaforandringer eller ej, så er det langtfra hvert år, at man kan lave perfekt rødvin i Bourgogne. Distriktet, som er det nordligste, der laver stor rødvin, lige på grænsen af vindyrkningszonen. Det betyder, at druerne kun opnår fuld modenhed to-tre gange per årti, og da det ikke sjældent regner om sommeren i Bourgogne, sker det ofte, at druerne angribes af råd. Pinot noir-druen, som står bag den røde bourgogne, er særlig følsom over for råd, fordi klaserne er tætte, og druerne er tyndskallede.

Men engang imellem hænder det dog, at det hele falder på plads på den rigtige måde som i 1990, hvor sommeren var varm, solrig og tør – så tør, at regnskyl i slutningen af august og starten af september blev modtaget med glæde. Druerne kom i hus i perfekt stand uden råd eller andre skavanker, og udbyttet var meget stort. De røde druer var små med tykt skind og vinen derfor koncentreret og dybtfarvet. På trods af den varme sommer er der generelt ikke tendens til kogt eller jammy frugt. Vinene er frugtige og opulente, men balanceret fint af med garvesyre og forfriskende syre.

1990 er således allerede sikret en plads i historien, som den største årgang i efterkrigstiden (om 2005 kan give den konkurrence, må tiden vise). Da månedsbladet Gastro således forleden stablede en retrospektiv 90-smagning på benene, var jeg ikke lang tid om at slå til.

Gastros René Langdal havde som en stimulerende opvarmningsrunde arrangeret, hvad han kaldte »et mestermøde i hvidt«. Et show down mellem en af de absolut bedste hvidvinsproducenter i Bourgogne, Comtes Lafon fra Meursault, og et af den ny verdens bedste og i hvert fald mest kostbare bud i chardonnay-genren, Marcassin Vinyard. Marcassin ligger i Sonoma Coast helt ude ved Stillehavet i en af de køligste og vanskeligste dyrkningsområder i Californien. Bag Marcassin står ingen ringere end Hellen Turley – af Robert Parker konsekvent tituleret »The Winemaking Godess« – som også er kvinden bag en række af Napa Valleys eftertragtede røde kultvine, som laves i meget små oplag.

Første hvide runde gjaldt årgang 1996, hvilket gjorde mig en kende nervøs, for det er en almindelig kendt sag blandt Bourgogne-aficionados, at der i årene 1996-1999 var en høj forekomst af for tidligt oxiderede hvidvine – jeg har desværre selv oplevet det på egen krop adskillige gange. Faktisk er der oprettet et internetforum omkring dette problem (http://oxidised-burgs.wikispaces.com). Første vin fra Lafon, hans Meursault Clos de la Barre, var da også piv-oxideret, nærmest ravfarvet med en aroma hen af sherry. Jeg fik således sved på panden, idet undertegnede var donor på den næste, Lafon-vin 96 Perrières, som er den bedste mark i Meursault. Lykkeligvis viste det sig dog at være en perfekt vin, hvidvin bliver simpelthen ikke meget større end dette: »Smørristede popcorn!« var der en nede af bordet, som råbte, jeg noterede mig også citrus, mineralitet, kødfuld krop – en perfekt afbalanceret vin, som gik lige i fødderne.

Mod en så forbilledlig forløsning af Meursaults terroir, må selv en gudinde som Turley melde pas. Marcassin, som holdt 14,7 pct. alkohol, var en glimrende chardonnay, men næsten kom til at virke lidt tung og viognier-agtig i sammenligning med den elegante Lafon.

Heller ikke med hensyn til de røde, var det uden en vis nervøsitet, at jeg gik til glasset. Ikke at jeg selv havde nogen vine med, men snarere fordi man er nødt til at se i øjnene, at bourgogne generelt holder mindre godt end bordeaux. Med hensyn til 1990 er jeg allerede stødt på lidt mindre vine, som ikke længere er helt på toppen. Selv om jeg i det hele taget langtfra er gerontofil i min omgang med vin, skulle mine ængstelser vise sig at blive gjort til skamme. Langdal havde af en eller anden grund valgt at starte fra syd mod nord, og således kom vi til at starte med smagningens to bedste vine: Clos de Vougeot og Vosne- Romanée 1. Cru Beaux Monts ,begge fra Domaine Leroy. Imponerende, ikke mindst fordi Lalou Bize Leroy, som står bag, overtog markerne så sent i 1998, hvorfor 1990 således kun er den anden årgang fra domainet.

Selv om Clos de Vougeot er grand cru og Beaux Monts »kun« 1. Cru var sidstnævnte den største og mest friske: Klart mørkere i tonerne med saftige skovhindbær og tydeligvis endnu nogle år foran sig. Clos de Vougeot, som normalt ikke er en af de største grand cru’er, var mere udviklet, faktisk uhyre lækker og lige til at gå til.

Næste vin, Grand Cru Musigny fra Comte de Vogüé, var til gengæld lidt af en skuffelse. Musigny er en af de fornemste marker i Bourgogne, i hvert fald i top 5, og Vogüé er normalt en af de mest velanskrevne og kostbare producenter. Vinen fik da også i sin tid 100 point ud af 100 og i det amerikanske magasin Wine Spectator udnævnt til Wine of the Year. Ikke desto mindre var vinen meget langt fra tiltrækkende, da vi fik den i glasset. Vi blev enige om en beskrivelse, som lød noget i retning af »sort latakia-tobak marineret i soja og sesamolie«, hertil kan lægges en ubehagelig syre. Alle bortset fra en enkelt deltager fra Århus, som mente, at vinen endnu var ung og havde potentiale til forbedring i fremtiden, afskrev vinen.

Så var vin nr. fire til gengæld en positiv overraskelse. Der var tale om Charmes-Chambertin vieilles vignes fra producenten Joseph Roty. Ikke alle vine fra Roty er lige store, men hans Charmes, som ellers generelt er endnu en af de lidt svagere grand cru’er, kommer her fra stokke plantet 1889 og er normalt fremragende. Også ved denne lejlighed, hvor den var dybt saftig og velpreserveret. I min bog aftenens bedste røde efter de to leroy’er.

Næste vin var lidt af en specialitet, på etiketten stod Domaine Chezeaux Grand cru Griottes-Chambertin, men i realiteten er det Laurent Ponsot, som har lavet vinen. Forklaringen er det såkaldte høstdelingsprincip, hvor en mand (Ponsot) lejer en mark og i leje betaler halvdelen af høsten til ejeren (Chezeaux) her altså i form af færdig vin. Griottes, som altid har en meget fin forførende duft af kirsebær, er normalt en af mine yndlingsmarker, og denne havde bestemt den rette karakter, om end den var knap så frisk som charmes fra Roty.

Grand cru Clos de Roche fra Hubert Lignier var lidt træt med duft af tørrede svampe, lidt skuffende eftersom Lignier normalt er en af mine yndlinge. Så fulgte endnu en Clos de la Roche fra den mest kendte producent heraf, Laurent Ponsot (se m/s 22/7-07). Ponsot er en af de mest radikale producenter i Bourgogne. Han fodtramper druerne, og anvender overhovedet ikke svovl under vinifikationen, og der tilsættes kun lille smule før aftapning. Han er også en af de ganske få som overhovedet ikke anvender nye egefade. Vinen lagrer i lang tid udelukkende på fire-fem år gamle fade, og frem for alt høster Ponsot meget sent ofte en uge senere end alle andre.

Det er altid spændende at åbne en flaske Ponsot, eftersom det er en af de mest uforudsigelige fra Bourgogne. Sikkert er det i hvert fald, at de behøver lang tid til at falde på plads. 1990eren viste sig at være i storform, fuldt i live, frisk og potent – det eneste problem i mine øjne var at den dybde og mørke, likøragtige vin med animalske toner næsten mere lignede rhône end bourgogne. Ponsots sene høst i kombination med det ret varme år havde givet en rig sødmefuld frugt: »Läckerol«, mente Langdal fra Gastro, mens jeg mere hældte til »lakridstobak«, manden fra Århus snakkede om, at vinen havde »det uskyldsrene, usvovlede præg« over sig.

Sjovt var det således at smage Ponsots 2005 Clos de La Roche, der blev serveret som en »blinder« uden for nummer og viste sig netop at være en ung utilpasset teenager, som endnu langtfra havde fundet sin rette hylde og meget lidt lignede en stor vin. Jeg gættede den faktisk til enten at være nebbiolo eller en bourgogne fra Côte de Beaune, som laver notorisk mindre vine end Côte de Nuits, hvorfra alle aftenens røde var hentet.

Med hensyn til 1990-årgangen må konklusionen imidlertid være, at den lever op til sit fine ry, vinene er mørke, potente og velafbalancerede og de allerbedste har endnu et par håndfulde år foran sig.

 

http://www.berlingske.dk/article/20080510/livsstil/103240054/